ARKITEKTUR


Først i 1690’erne begyndte man opfyldningen af Refshalens yderste spids, der ved lavvande var tørlagt. Den umiddelbare årsag var, at de skibe som man byggede på Bremerholmen efterhånden havde nået en sådan størrelse, at de kun vanskeligt kunne søsættes uden at lide overlast. Allerede i 1692 stod det første orlogsskib færdigt på "den nye holm". I 1694 anlagdes endnu en bedding og en tredje kom til få år efter. Etableringen af det nye værft var i alt væsentligt færdiggjort omkring 1700, og hermed var spiren lagt til den virksomhed, hvor næsten alle den danske flådes skibe skulle blive bygget indtil Orlogsværftets nedlæggelse i 1991.
Tømmeret til nybygningerne blev oplagret udendørs, og kun enkelte nødvendige værksteder opførtes sammen med nogle materialeskure. Der var således ikke tale om noget komplet værft, idet mange af de værksteder, der var selve nerven i skibsbyggeriet stadig befandt sig på Bremerholmen eller Gammelholm, som denne del af det militære etablissement nu kom til at hedde. Den Store Nordiske Krig kom til at betyde et væsentligt afbræk i den fortsatte udvikling af området, og selv om man efter krigen diskuterede værftsanlæggets komplettering, måtte man opgive disse tanker på grund af den vanskelige økonomiske situation. Der blev dog fundet midler til opførelsen af en ny spanteloftsbygning, og i 1727 færdiggjordes de to takkelhuse.
I 1740 fremlagde Frederik Danneskiold-Samsøe, flådens øverste chef, den plan som skulle blive retningsgivende for hele kompleksets udvikling i det følgende århundrede. Hans hovedidé var, at man skulle samle alle de funktioner, som var nødvendige til skibenes bygning, udrustning og vedligeholdelse. Ligesom planen indeholdt projekteringen af en ny matrosby. Det var stort tænkt, men de uhyre summer som det ville koste at udføre planen i sin helhed gjorde, at den kun blev realiseret i en modificeret form.
Med tiden udvidedes mod syd med Frederiksholm, Dokøen og Arsenaløen, og en række anlæg samt værkstedsfunktioner føjedes til i takt med den tekniske udvikling. Den danske flåde brugte landets bedste bygmestre og arkitekter og københavnerne var stolte af det store og funktionelle anlæg. En beundring de ikke var alene om. En fransk søofficer, der i 1739 besøgte værftet, omtalte de tekniske anlæg og de store og velindrettede magasinerne rosende, og bemærkede især den orden og nøjagtighed, der hersker overalt på Holmen.

Flåden brugte landets bedste bygmestre og arkitekter. I de bogværker, som blev udgivet om København fik Holmen og dens bygninger en fremtrædende placering. De populære værker var ofte forsynet med kort og stik visende opstalter og planer af de mange forskellige bygninger. I sit illustrerede værk om hovedstaden fra 1748, skriver Laurids de Thurah, således: "Jeg vil hermed beslutte Gammel- og Nye-Holms Beskrivelse. De fleeste, som have seet det bekiendte og berømte saa kaldede Arsenal i venedi, blive gierne for Sædvanes Skyld ved et Mundheld, og sige, at det er det største Arsenal i verden/.../Hvo da af Upartiiske har Leylighed til at see baade det Kiøbenhavnske Arsenal og det Venetianske, og vil giøre en Sammenligning imellem begge, den maatte have tabt sit Syn og sit Begreb, som ey kunde see, at det første i en høy Grad overgaar det sidste, og at følgelig ey det Venetianske, men rettere det Kiøbenhavnske Arsenal, kand med Billighed kaldes det største og fuldkommenste i Europa."

Thuras værk udkom i en parallel dansk, fransk og tysk udgave, hvorfor man må tro, at han ikke uimodsagt kunne slippe af sted med at fremsætte udokumenterede påstande om flådens anlæg midt i København. De herboende gesandter og udenlandske repræsentationer kunne ved selvsyn kontrollere hans beskrivelser, ligesom der på Holmen var en forholdsvis liberal praksis, der tillod tilrejsende udlændinge at bese området.

Det var, som omtalt ovenfor, flådens øverste chef Danneskiold-Samsøe, der med sin helhedsplan udstak de overordnede retningslinier for udviklingen på Holmen, mens det faldt i bygmestrenes lod at udforme anlæg, bygninger og værksteder. En række af tidens bedste arkitekter kom dermed til at sætte deres præg på det store område, fra Nicolas Henri Jardins smukke pavillon på Nyholm, over J.B. Magens særprægede Bohlendachhus på Frederiksholm til Philip de Langes elegante og funktionelle søarsenal.