ORLOGSSKIBENE


Hvilke krav stillede man i 1700-tallet til et orlogsskib? Svaret afhænger af hvem man var, og hvor man var placeret i samfundshierakiet. Flådeledelsen og især kongen ønskede en flåde af imponerende skibe, der i kraft og antal kunne give monarken international prestige og som kunne virke afskrækkende. Igennem det meste af det 18. århundrede havde hver konge sin tredækker. Søofficererne ønskede et hurtigt, velindrettet og effektivt skib med en overlegen kampkraft, mens de skattetyngede borgere ønskede få eller ingen skibe.
De specifikke krav var af mere objektiv karakter. Skibet skulle kunne føre sine sejl vel og lystre sit ror. Det nederste batteri skulle altid kunne føres så højt, at det kunne betjenes selv i hårdt vejr. Længde- og sidebevægelser skulle være rolige, således at skibet ikke kastedes for hårdt i søen, så tømmerkonstruktion og master kunne tage skade. Dernæst skulle skibet kunne skyde en god fart og være i stand til at holde en fastlagt kurs. Ligesom det i sin tømmerkonstruktion skulle have en sådan styrke at det skulle kunne modstå fjendtlig ild.

Den danske flådes skibe har gennem århundreder haft betegnelsen orlogsskibe. Ordet "orlog" stammer fra hollandsk og betyder krig; - altså et krigsskib. De største kaldes linieskibe. Et navn der har sin oprindelse fra 1700-tallets søtaktik. Et linieskib skulle nemlig besidde den fornødne størrelse og bestykning, der tillod det at deltage i den taktiske hovedformation, kaldet linien. Linieskibet kunne alt efter størrelse have to eller tre gennemgående kanondæk, det var fuldrigget med tre master og en bestykning på mindst 50 kanoner. Tredækkerne var ca. 60 meter lange, 15 meter brede og havde en besætning på godt 900 mand.

Den anden hovedtype var fregatten. Den var også fuldrigget med tre master, men havde kun ét lukket kanondæk. Dens rolle var primært at ligge bag linien og derfra assistere linieskibene med friske folk, forsyninger og sørge for vedligeholdelse af kommunikationen. Fregatten blev på grund af dens gode sejlegenskaber ofte brugt som vagtskib og til konvojeringsopgaver.

Hertil kom en række mindre skibstyper, som også kunne være armerede, hvis disse var fuldriggede benævntes de brigger ellers kaldtes de skonnerter. Begge typer havde artilleriet stående på det åbne dæk. Desuden havde man en række mindre hjælpefartøjer.