HÅNDVÆRKERNE


Håndværkerne stod under kommando af Holmens chef, mens det daglige ansvar var lagt i hænderne på fabrikmesteren. Håndværkernes løn var sammensat af flere poster. Den bestod ud over den faste løn, af et bidrag til kost og klæder, samt for dem som ikke havde fast bolig i Nyboder, af et tilskud til huslejen. Der ydedes tillige et tillæg for hver dag der arbejdedes på Holmen, altså for de dage hvor den enkelte håndværker mønstredes. Især om vinteren måtte man ofte sende håndværkerne hjem, fordi der ikke kunne arbejdes på grund af vejrforholdene. En del af lønnen blev i perioder udbetalt i form af rug, ærter, malt, tællelys, byggryn, smør, kød og flæsk. Naturalierne blev på bestemte dage, de såkaldte kostdage, udleveret fra Proviantgården på Slotsholmen.
Arbejdet var hårdt og fysisk krævende og arbejdsdagen lang. Kun få mekaniske hjælpemidler stod til rådighed. Ved de ekstremt tunge arbejdsprocesser betjente man sig af simple maskiner som kiler, kraner og taljer, og kun undtagelsesvis brugte man heste og okser som trækkraft. Normalt mødte Holmens folk klokken fem, og de kunne når klokken faldt i slag hen under aften igen vende hjem til Nyboder. Om vinteren var arbejdstiden tilpasset dagens længde, idet lyset var afgørende for, hvor længe man kunne se til de forskellige arbejder. Smedene begyndte tidligt hele året for bedre at kunne udnytte ilden i esserne, og de fik da også en højere løn end de øvrige håndværkere.

En tid lang foregik mødetidskontrollen, også kaldet mønstringen, ved en arbejdsparade. Denne fandt sted både om morgenen og efter middagspausen. En time efter arbejdstidens begyndelse sluttede mønstringen, og mønsterskriveren indberette dem som var kommet for sent eller udeblevet fra tjenesten. Gentagelser førte til afkortninger i lønnen og kunne i værste fald føre til fængsel eller korporlig afstraffelse. Igennem hele 1700-tallet var Holmen byens største arbejdsplads. Det kan med nogen forsigtighed anslås, at omkring en fjerdedel af Københavns forsørgere hentede deres daglige udkomme på Holmen. Et imponerende tal og hvis man tager det landmilitære personel med i opgørelsen, forstår man at bybilledet var præget af uniformer, og at byens økonomi i høj afhang af deres tilstedeværelse.

Et væld af håndværk var repræsenteret i værkstederne. Ud over de til selve skibsbyggeriet knyttede håndværk, var der tale om fag, som for en stor dels vedkommende nu er uddøde, for eksempel: mastemagere, rebslagere, kalfatrere, pælebukkere, bødkere, borere, blokkedrejere, pumpeborere og rapertmagere.

Nye håndværkere rekrutterede man blandt Nyboders drenge, der allerede i syv- eller otteårsalderen kunne de blive indskrevet som "Rugdrenge". Løn fik de ikke, men for deres indsats tildeltes familien en ekstra portion rug, deraf navnet. Når drengene blev tolv år, avancerede de til "kostdrenge", og først senere kom de ind i et egentligt læreforhold. Efter udstået læretid kunne ungsvenden eller "karlen" begyndte det langsomme avancement op gennem håndværkerklasserne.